tirsdag den 20. juni 2017

Køber du brugte bøger?


Hvis jeg ikke passer lidt på, så kan jeg sagtens komme til at bruge flere timer på at drømme om alle de bøger, jeg gerne vil eje. Timerne flyver af sted når jeg først begynder at søge nettet tyndt efter titler på bøger og på alle de udgaver man kan købe dem i.

Bøger er dog ikke altid det billigste, så ofte må jeg nøjes med bare at kigge og sukke efter alle de skønne bøger, jeg kunne købe. Nogle gange har jeg allerede læst bøgerne som e-bog og føler derfor ikke at jeg kan forsvare, at jeg også køber bøgerne fysisk selvom jeg absolut elskede fortællingen!
Det kan være så frustrerende når man ikke må købe bøger (jeg må egentlig godt, det er bare min fornuft, der fortæller mig, at jeg har for mange ulæste bøger hjemme på hylden). Men jeg har fundet en omvej til at kunne købe de bøger, jeg sukker efter. Genbrug!

Det er utroligt, hvad man kan få i genbrugsbutikker. Jeg har for eksempel længe overvejet at købe Hunger Games bøgerne. Jeg kunne bare ikke få mig selv til det fordi jeg jo allerede har dem på min Kindle. Det er nu ikke helt det samme synes jeg. Men prøv lige at sige det til min fornuft!  Men! Pludselig stod alle tre bøger på genbrugsbutikkens hylde til 30 kr i alt! Så bliver man jo nødt til at tage dem med  hjem, det er jo klart.

Herudover har jeg også fundet rigtig fine udgaver af forskellige klassikere og også bøger, der ellers er udgået af produktion.  Man skal selvfølgelig væbne sig med tålmodighed og der skal også indgå en smule held.  Men jeg synes det er det hele værd!

Køber i bøger i genbrugsbutikker?

4 kommentarer:

  1. Jep, jeg elsker det! Man føler sig ekstra heldig, når man lige falder over en velholdt udgave af en bog, man har haft lyst til at eje længe :)

    SvarSlet
  2. Det gør jeg ikke, men jeg kunne godt finde på det. Synes dog primært, at jeg finder en masse chick lit og standard-krimier, de gange, jeg har kigget.


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
  3. Ja det gør jeg. Lige som dig, synes jeg det er super hyggeligt og det er utroligt hvad man kan finde til tider. Jeg mangler dog nogle gode steder, for synes ikke de ligger i Middelfart. Kender du nogle gode jeg skal ud og besøge i sommeren?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har især haft held ved kommunens genbrug i Fredericia. Ellers har jeg også været forbi Røde Kors genbrug. Men man bliver helt klart nødt til at være en smule tålmodig, hvis man skal finde noget godt :)

      Slet