fredag den 11. maj 2018

Anmeldelse af "De bortførte piger" af Mary Lynn Bracht


Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne

Stjerner: 5/6
Forlag: Gads Forlag

Antal sider: 350
Sprog Dansk

Den koreanske pige Hana bliver under 2. verdenskrig bortført af japanske soldater og bliver sendt til et militærbordel. Hanas søster Emi bliver reddet fra denne skæbne men må kæmpe mod lige så hårde odds i hjembyen. I 2011 forsøger Emi at gøre op med sin fortid og håber, at hun kan få en afklaring på, hvad der skete med Hana.

"De bortførte piger" er en utrolig barsk og brutal fortælling, som skildrer virkelige hændelser under 2. verdenskrig. Historien er hjertegribende og spændingsfyldt lige til det sidste og den efterlod mig med et væld af følelser. Jeg kan ikke slippe den trykkende følelse, jeg fik da det gik op for mig, at dette er virkelige historiske begivenheder og hvor mange triste skæbner dette har efterladt sig. Ingen fortjener disse skæbner, men alligevel er det sket for alt for mange.

Bogen har fanget min opmærksomhed på mange måder. Den skildrer virkelige begivenheder på en spændende og nervepirrende måde samtidig med, at fortællingen nærmest sætter alle mine følelser i gang. Mit hjerte bløder for Hana og Emi og jeg syder af vrede over, hvordan nogle kan være så ondskabsfulde og behandle sine medmennesker på en så grufuld måde. Men selvom skildringerne er så brutale, så man ofte har lyst til at kigge væk, er det vigtigt, det kommer frem. Vi må ikke glemme, hvilke forfærdelige handlinger der er blevet gjort. Vi skal lære af fortiden.

Jeg kan klart anbefale, at man læser denne bog, hvis man vil læse en historisk roman, der får dig til at komme i kontakt med samtlige af sine følelser.


onsdag den 2. maj 2018

Anmeldelse af "Vejen" af Lasse Bo Jensen


Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne

Stjerner: 3/6
Forlag: People's Press

Antal sider: 250
Sprog Dansk

Da den unge Matti i 70'erne flytter med sine forældre til et hus på vejen, skal livet og verden for alvor udforskes. På vejen finder Matti nye venner, han kan lege med og bliver en fast gæst i nogle af naboernes hjem. Det er dog ikke alle på vejen, der kommer lige godt ud af det med hinanden og det er ofte Mattis far, der rager sig uklar med de andre på vejen, hvilket fører til flere komiske episoder. Vejen giver et indblik i et typisk dansk kvarters vejfester, sammenhold og skænderier.

Jeg er meget fascineret over Lasse Bo Jensens evne til at beskrive 70'ernes Danmark og ligeledes, hvor godt det lykkes at skildre den typiske dansker i et parcelhukvarters. Her vil man hinanden, man holder vejfester, fejrer fødselsdage og passer på hinanden. Men man gør dog alt dette uden at man alligevel vil for tæt på hinanden, da man trods alt er sig selv nærmest. Dette fanger Lasse Bo Jensen med det samme ved at afbilde de forskellige typer man ofte finder i sådan et kvarter.

Jeg er derudover også begejstret over at følge historien gennem Mattis øjne. Der opstår ofte sjove øjeblikke og observationer, når børn prøver at forstå de voksnes handlinger og prøver at skabe sammenhæng i de voksnes sære bemærkninger. Der er dog nogle gange i bogen, hvor jeg ikke synes, det helt lykkes at fange barnets sind. Her fornemmer jeg en voksens tanker og refleksioner i baggrunden og i beskrivelserne. Derfor føler jeg ikke altid, at Matti virker helt ægte og uskyldig, som et barns tanker ofte er. Derfor var der nogle passager i historiens forløb, som jeg sagtens kunne se skulle være sjove, men som alligevel ikke fik mig til at grine. Passagerne var for mit vedkommende for opstillede og virkede en smule for planlagt.

Man kan dog ikke tage humoren fra fortællingen, så "Vejen" var en fin og hyggelig roman, der i mine øjne har succes med at skildre 70'ernes familieliv.

mandag den 30. april 2018

Musicalen "Prinsen af Egypten"


Jeg er kulturblogger for Fredericia Teater og har derfor fået billetten gratis, for at jeg kan bedømme, hvad jeg synes om musicalen. Billederne er taget fra Fredericia Teaters Facebook-side og hjemmeside. Fotografen er Søren Malmose.

Teatret har til forårets store musical valgt at opføre den succesfulde tegnefilm Prinsen af Egypten. Hvis man ser helt objektivt på forestillingen, er der ikke noget at sætte en finger på. Historiens forløb bliver fulgt korrekt mens musikerne, skuespillerne og ensemblet yder deres bedste og gør alt for at dette skal blive en succes. 

Men hvis man reflekterer over Fredericia Teaters slogan: "Gå i teatret og lad teatret gå i dig", så skal en forestilling i min optik også formå at få os til at føle historien. Den skal lade os rive med og det skal helst ende med at en lille flig af historien sætter sig fast, så man kan mærke den der helt bestemte følelse man kan få, når en historie bare rammer en lige i hjertet. For mig skete det aldrig helt med Prinsen af Egypten. Nogle ting fungerede rigtig godt, men der var også de elementer der gjorde, at teatret denne gang ikke gik i mig. Derfor ender det med, at jeg sidder tilbage med blandede og forvirrede meninger omkring denne oplevelse.

Scenografien til forestillingen var denne gang meget minimalistisk. Der var få enkle ting, der var fast mens rammerne ofte blev dannet af ensemblet og forskellige stenblokke, der kunne blive til alverdens rekvisitter og dekorationer. Her må jeg rose Fredericia Teater! Jeg er ikke i tvivl om, at scenens opbygning er utroligt avanceret men alligevel får de det til at virke legende let, når de skifter fra den ene scene til den anden. På den måde bevæger man sig blandt Egyptens templer og ud i den farlige ørken. Uden at bruge alverdens teknologi er man slet ikke i tvivl om, hvor man befinder sig henne. Scenografien formåede desuden at give mig en enkelt eller to overraskelse, som jeg ellers forgæves ventede på, at historien skulle give mig.

Der skal desuden lyde en stor applaus til forestillingens ensemble. Denne gang får de virkelig lov til at vise, hvad de kan. Med deres sang og dans formår de at skabe en helt speciel stemning på scenen og fører os ud til ørkenfolkets fester og tilbage til Egyptens hellige templer. Man bliver helt tryllebundet, når de synger i kor, danser og får deres kroppe til at forme sig til alle mulige former for kulisser.

Selvom fundamentet af forestillingen står skarpt, så er der alligevel noget jeg mangler. Jeg er godt klar over, at en musical er fyldt med musik og sang men jeg når til et punkt i denne forestilling, hvor jeg savner stilhed. Mange af de fine pointer drukner i syngende sætninger og store ballader og derfor kan jeg lige pludselig ikke skelne den ene sang fra den anden. Næsten alle de store sange i forestillingen lyder i mine øre ens. Jeg har gennem tiden set mange musicals ved Fredericia Teater og jeg nynner stadig nogle af sangende fra de musicals, jeg husker bedst. Jeg kan ikke huske en eneste af sangene fra Prinsen af Egypten og jeg kommer derfor aldrig til at nynne med på nogen af dem. Det synes jeg er ærgerligt. Jeg husker faktisk bedre ensemblets kor end jeg husker duetterne og soloerne. 

Når stilheden så endelig indfinder sig på scenen og vi får lov til at lytte til skuespillernes ord, så sker der noget smukt. Det sker blandt andet, da Mads M. Nielsen som Farao Seti må forklare, hvorfor han vælger tronen frem for sin søn og da Nefertari og Ramses sørger over deres døde søn. 

Da jeg første gang blev spurgt, hvad jeg synes om Prinsen af Egypten efter jeg havde være inde at se den svarede jeg: Den var da fin nok. Så min konklusion på denne anmeldelse er, at Prinsen af Egypten er da fin nok. Men heller ikke mere end det.

Derfor får denne forestilling 4/6 stjerner

mandag den 19. marts 2018

Anmeldelse af "Lyset fra de faldende stjerner" af Kate Ling


Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne

Stjerner: 5/6
Forlag: Gads Forlag

Antal sider: 321
Sprog Dansk

Dette er andet bind i Ventura-sagaen. Dom og Seren er sammen med to andre beboere fra rumskibet Ventura flygtet til en ubeboet planet. Nu handler det om at overleve. Det er svært, når man hele sit liv har boet på et rumskib og ikke kender til hverken klimaet eller føden på planeten. Jo mere det hele spidser til des sværere bliver det at samarbejde.

Jeg var meget betaget af den første bog i denne trilogi. Jeg blev med det samme fanget af bogens science fiction-elementer og blev straks betaget af Dom og Serens kærlighed til hinanden. Jeg kunne mærke deres kærlighed og det var utroligt befriende at læse en YA-fortælling, hvor jeg fornemmede ægte og realistisk kærlighed.

Andet bind er på sin vis på samme måde som bind 1. Men i stedet for at leve et beskyttet liv i et rumskib handler det nu om, at overleve på en fremmed planet. For mig er det en helt perfekt udvikling, der skaber dynamik i historien, så man ikke føler, at historien går i stå. Der er hele tiden nye dilemmaer, der skal tages stilling til og jeg elsker det! På den måde er andet bind i serien både spændende og meget gribende.

Jeg var bange for, at Dom og Serens forelskelse ville falde til jorden i denne omgang. Jeg føler ikke, at deres forelskelse er lige så intens, men jeg kan dog heldigvis stadig mærke den. Endnu engang sker der en udvikling i dem og deres følelser, så man ikke kører træt i dem og deres relation. Endnu engang mener jeg, at Kate Ling har formået at beskrive en teenage-forelskelse, jeg kan holde ud at læse og som jeg rent faktisk også tror på.

Jeg har altid haft svært ved, at holde fokus på serier. Jeg bliver som regel træt af historien efter bog 2. Men med denne bog har Kate Ling bevist, at det kan lykkes at skabe en serie, der kan blive ved med at udvikle sig og forblive spændende og intens. Du skal helt klart læse denne bog, hvis du er til YA-romancer og science fiction!

mandag den 5. marts 2018

Anmeldelse af "Sfinksens datter" af Asger Albjerg


Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne

Stjerner: 4/6
Forlag: Byens Forlag

Antal sider: 397
Sprog Dansk

Amina er forsker og på vej til at knække koden til evig ungdom. Der er mange der gerne vil have fingrene i hendes forskning og derfor bliver Amina rodet ind i flere nervepirrende episoder. Hun må løbe gennem Københavns gader og flygte ned af bjerge i Kroatien for at bevare sine hemmeligheder og sit eget liv.

"Sfinksens datter" starter rigtig godt. Asger Albjerg tager sig god tid til at sætte rammen for fortællingen og får beskrevet omgivelserne på en måde, så man giver sig helt hen til historien. Jeg levede mig ind i historien og var rigtig spændt på, at selve handlingen for alvor skulle gå i gang.

Man er ligeledes heller ikke i tvivl om, at detaljerne i historien er i orden. Man finder mange spændende beskrivelser af forskellige former for forskning og får et indblik i forskellige historiske forløb. Beskrivelserne af Aminas forskning omkring evig ungdom er beskrevet på en måde, så man skulle tro, det var ægte og alligevel er det så let at forstå. På den måde virker "Sfinksens datter" ret troværdig.

Mit eneste problem med denne historie er, at der til min smag er alt for mange sideløbende historier. Der bygges så meget op for at gøre det hele rigtig spændende og mere interessant. Men for mig gør det bare det hele en anelse uoverskuelig og utrolig usandsynligt. Det ærgrer mig lidt, at der ikke kun var en enkelt historie at holde styr på. Det ville for mig have gjort historien mere ægte.

Når det så er sagt, så er jeg ret begejstret over, hvor realistisk Amina er beskrevet til sidst. Noget der altid har undret mig, når jeg læser spændings-bøger, er hvor meget disse personer kan holde til psykisk. Her mener jeg, at forfatteren til "Sfinksens datter" har skabt realistiske og fangende beskrivelser af, menneskets psyke når det udsættes for et enormt pres.

Kort fortalt kan jeg derfor sige, at "Sfinksens datter" har meget at byde på. Den har et fangende sprog og en spændende handling, der dog kunne have fungeret endnu bedre, hvis der var sat mere fokus på en enkelt retning. Jeg vil dog stadig anbefale bogen til en, der leder efter en spændende bog, da den indeholder nogle gode vinkler.

mandag den 5. februar 2018

Silent Reading Party i Odense


Jeg elsker at tage mig tid til at læse bøger. Det er dog bare ikke altid, jeg lige får taget mig tiden derhjemme. Min læsestak bliver kun større og større. En af mine løsninger på dette problem er, at tage et andet sted hen engang i mellem, for at give mig selv ro, til at få vendt nogle sider.

Torsdag d. 22/2 får jeg den ultimative mulighed for, at fordybe mig i bøgernes verden. Odense Bibliotekerne afholder nemlig et Silent Reading Party. Det går ud på, at man i 2 timer sidder sammen med andre bogglade mennesker og fordyber sig i den bog, man nu vælger at tage med.

Så samtidig med at man får roen til at fordybe sig i sin bog, er man også med i fællesskabet om, at hygge sig med sin bog. Det glæder jeg mig rigtig meget til at afprøve. Jeg skal afsted med Rikke og Rikke fra min læseklub og jeg er spændt på, hvordan det bliver at sidde sammen med en masse andre på biblioteket med det fælles mål, at nu skal der læses!

Man skal tilmelde sig på bibliotekets hjemmeside, og så vil man få udleveret nogle ørepropper og en lækker drink. Mums!

Skal du med til Silent Reading Party på Odense Bibliotek i Borgernes Hus?

torsdag den 25. januar 2018

Anmeldelse af "Den, der lever stille" af Leonora Christina Skov


Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne

Stjerner: 5/6
Forlag: Politikens Forlag

Antal sider: 374
Sprog Dansk

I denne selvbiografiske roman fortæller Leonora Christina Skov sin livshistorie. Efter sin mors død beslutter hun sig for at fortælle om sit liv og sine tanker og følelser omkring sin opvækst. Hun skriver om at ville gøre alt for at føle sig elsket men stadig føle, at man alligevel ikke bliver accepteret, som den man er.

Med denne roman starter mit læseår for 2018 formidabelt. Leonora Christina formår med sine beskrivelser at sætte alle mulige følelser i gang. Gennem hendes øjne følger man, hende gennem hverdagen i parcelhuset, hvor man tit må gå på listesko for ikke at blive anklaget for, at ødelægge familieidyllen. Jeg kunne tydeligt mærke følelserne fra den sårede, den bange og den forvirrede pige, der bare gerne ville elskes og hvile i sig selv som barn og som ung. Det var ligeledes nemt at glide ind i tankerne og følelserne omkring, hvordan hun gennem årene hele tiden gerne har villet bevise sit værd uden at skulle gå på kompromis med sin egen personlighed og meninger.

Samtidig med at jeg sagtens kunne mærke alle de følelser fra denne unge pige og kvinde, så kunne jeg også mærke min egen vrede, irritation og frustration over for forældrene. Det kunne nogle gange være svært at være i sig selv, når jeg læste nogle helt urimelige passager. For ikke at skulle sidde og skumle for længe over det, blev jeg simpelthen nødt til at læse stykker op for andre, for at kunne diskutere scenerne, så de ikke groede fast i mig. Selvom Leonora Christina skriver om disse øjeblikke, så føler jeg alligevel ikke, at hun udstiller sine forældre. Hendes mor kan selvfølgelig ikke forsvare sig selv men jeg er ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at hun holder meget af sine forældre.

Jeg prøver at stille mig selv spørgsmålet: ”Hvad tænker jeg om denne bog?”. Jeg er kommet frem til, at jeg ikke kan svare på dette spørgsmål. Denne fortælling er ikke en, jeg tænker noget om. Det er en fortælling, jeg føler noget for. Jeg føler vrede, sorg og forargelse. Jeg føler kampgejst, sejr og gåpåmod. Så hvis du leder efter en bog, der får dig til at føle, så skal du læse ”Den der lever stille” af Leonora Christina Skov